Bornholmsk er en østdansk dialekt. Det vil sige, at bornholmsk er en særlig måde at tale dansk på. Når man skal skille sprog fra dialekter, er det en mulighed at forbeholde statussen som et sprog til enheder, der har den samme hær, grundlov og finanslov i ryggen. Gør man det, er bornholmsk, skånsk og plattysk dialekter, mens dansk, svensk og tysk er sprog.
Bornholmsk hører til i den østre del af Danmark. Dansk kan deles op i tre hovedgrupper. I vest har vi de forskellige jyske dialekter, i midten har vi ømålene, som tales på Fyn, Sjælland og øerne i syd, og helt i øst har vi bornholmsk, som er den eneste dialekt, vi har tilbage i denne gruppe. I Skåne, Halland og Blekinge ville man uden tvivl have talt nogenlunde som bornholmerne, hvis ikke lige svenskerne havde overtaget disse egne i 1658.
Bornholmerne taler ikke svensk. De taler en østdansk dialekt. At skåningenes talesprog på nogle punkter ligner bornholmsk, har historiske årsager. Svenskerne var i 1658 meget opmærksomme på, at sprog er magt, så de gjorde alt, hvad de kunne, for at forsvenske sproget. De forflyttede embedsmænd til de nyerhvervede egne og byggede et pompøst universitet i Lund. Sproget blev svensk. Det er bornholmsk ikke, det er dansk.
Bornholmsk adskiller sig fra fællesdansk på flere områder. Det er den danske dialekt, der har bevaret flest træk fra urnordisk. Bornholmsk har dobbelt bestemthed, f.eks. det store huset, den lille horran (drengen) og de små bellene (børnene). Bornholmsk har også anderledes bøjning af en del udsagnsord i datid, hvor endelsen er -de, f.eks. ringde og bodde i stedet for ringede og boede. Nogle udsagnsord har også anderledes tillægsformer, f.eks. prøft og knæjt i stedet for prøvet og knækket.
Bornholmsk har tre grammatiske køn i både navneord og tillægsord, f.eks. ejn svorter ærm/ærminj (en sort arm/armen), som er hankøn, en gammel bøtta/bøttan (en gammel bøtte/bøtten), som er hunkøn, og ed stort komføyr/komføyred (et stort komfur/komfuret), som er intetkøn. Disse tre grammatiske køn får betydning for mange bøjningsformer. Læg i øvrigt mærke til, at det er hunkønsformerne, der har vundet over og fortrængt hankønsformerne i fællesdansk. Enj og en er blevet til en, og svorter og svort er blevet til sort). Hankønsformerne er væk i fællesdansk, mens både fællesdansk og bornholmsk stadig har intetkøn, f.eks. i et/ed komfur/komføyr.
Og så er der vokalerne, der er et kapitel helt for sig, og som det vil føre for vidt at gennemgå her. Hvis du lytter godt efter, vil du måske kunne høre, at nogle bornholmere har en u-vokal, hvor fællesdansk har en å-vokal, f.eks. lus og duse (lås og dåse). Du vil også kunne høre, at bornholmerne har en tj-lyd i stedet for en k-lyd, og en dj-lyd i steder for en g-lyd foran i, y, e, ø og æ. Det er ikke let for en nybedjønner at mestre, men det kommer med øvelsen, f.eks. djider (gider) tjylling (kyllig), djed (ged), Tjøvenhavn (Købehavn) og tjæde (kæde), mens det efter helt samme regel hedder både kop og kaffe, hvor k-lyden jo kommer for a- og o-vokaler. Men der findes ingen regler uden undtagelser. På bornholmsk hedder Køge Køge – ikke Tjøge, som reglen ellers tilsiger.
Der er tre små ord, man nok må ile med at lære, når man besøger Bornholm, nemlig ønte, jo og væ. Ønte betyder ikke, mens bornholmerne styrer samtalens gang med jo og væ. Slutter en bornholmer sætningen med et jo, forventer han oftest ikke, at du kommenterer det, han har sagt. Men han forventer ofte, at du kommenterer det, han lige har sagt, hvis han slutter sætningen med et væ. Siger bornholmeren det er så sønninj, jo, behøver du nok ikke kommentere det, mens du må regne med at skulle be- eller afkræfte udsagnet, hvis selvsamme person siger det er så sønninj, væ. Det er et supersmart system, som man hurtigt får glæde af.
Lyt til de lokale, åbn sindet, lær den spændende bornholmske tonegang, og nyd opholdet på Solschinsøen.
