I gamle dage ca. 1940.. og i månederne ca. maj til oktober:
Fiskeren sætter sejl og tænder Hundestedmotoren og stævner ud fra Tejn Havn. Ud for at sætte sine garn - sine “majnser” før solopgang og “ligge i sildevrag”.
Han kommer hjem med lasten fuld af garnsild tidligt om morgenen ved to - tre - fire -fem tiden.
Silden skal hurtigt af garnene for ikke at blive blød, havnen er fuld af liv. Lyden af kuttere og af pludrende kvinder, som ivrigt piller sild af garn sammen med fiskeren- deres børn og bedsteforældre hjælper til.
Djælekonnerna fra Tejn og omegn kommer ilende til havnen, nogle er blevet purret med stenkast på ruden eller bank på døren og et: “Klokken seks” - så vidste de, at dét var mødetid. At der var sild! Siden renses al silden i store trækar. Og SILDEDJÆLAD (sildeaffaldet) -det tager “kerrarna” sig af. Det tippes ud i havet til glæde for mågerne.
I store, tunge trillebøre med jernbeslåede hjul køres den friskfangede Østersøsild endelig ud til røgerierne! Tunge trækasser på 25 kg. Og der ska´ trilles 7-8 kasser ud til hvert røgeri! Da røgerierne blev større, kom de op på 10 kasser.
Den rensede og skyllede sild bliver så BÅNAD. Dvs. sildekonerne og medhjælpende børn sætter sildene sammen to og to: Hovedet fra den ene sild trædes igennem gæller og mund på den anden. Båna - kommer af, at man i gamle dage hængte silden til tørre på lange reb (= bånd). Ordet har holdt ved, selvom rebene er erstattet af “træspid”.
De bånade sild hænges så til VÆRIJN - “vejring” - altså til tørre i vejret.
15-20 spid på ræd og række sættes på BÆRINGERNE; små bukke designet til at bære alle spydene. Sikken et syn!
Side om side hænger sildene uden at røre hinanden. En sildekone har “STALT SILDEN” eller “stillet silden” - så der er luft imellem hvert eneste sildepar. Et ødelagt skind giver nemlig ikke en pæn røget sild. Så hér hænger silden i luft og vind og tørrer et par timer.Regner det så silden ikke kan lufttørre, må den indenfor og stå. Det er straks mere besværligt.
Når silden er lufttør og “sprød” på den helt rigtige måde, er den klar til røgning!
En brændehugger har sørget for kløvet elletræ med dens karakteristiske røde splint.
Ved bålet sidder røgekonen. Hun er chefen udi røgekunsten. Først lader hun silden forvarme og tørre over den åbne ild en times tid. Det kaldes SVEDNINGEN. Det må endelig blive så varmt, at fedtet drypper, og der går ild i sildens hale. Og drypper fedtet taber silden vægt, og bliver mindre værd. Derfor holder hun flammen nede ved at DYSTE med vand.
Efter svedningen kommer vi til sildens sidste fase mod at blive til “guld” - røgningen. De næste to timer, vil røgekonen sidde og skubbe brændet under sildene frem og tilbage. Dyste med vand på en klud forenden af en pind, så flammerne ikke får fat. Og hun vil tøjle røgen fra bålet med et forhæng af sækkelærred, så der er tilpas aftræk gennem skorstenen, og så røgen ikke vælder ind i røgeriet.
Undervejs kan der ryge en sild af spydet. En nedfaldssild som ikke kan sælges. Børnene elsker nedfaldssild, så dem er der rift om.
Når silden efter et par timer i røgkammer er gyldenbrun og dryppende af fedt, er den færdigrøget.
Så skal der luftes ud! Skabes gennemtræk! - Ikke kun for at få ny luft i røgeriet, men for at køle de nyrøgede sild ned.